Om metoden

Alle meningsmålinger fra de fire institutter (Verian, Epinion, Megafon og Voxmeter) indgår i gennemsnittet. Nyere målinger vægtes højere end ældre via et eksponentielt tidsforfald med en dynamisk halveringstid: tæt på valgdagen ca. 14 dage, op til 45 dage når valgdatoen er langt væk eller ukendt. Målinger ældre end 60 dage får nul vægt. Der bruges minimum 8 målinger — hvis for få falder inden for vinduet, udvides det automatisk i trin af 5 dage, dog maksimalt til 90 dage.

Derudover vægtes institutterne efter historisk nøjagtighed. Verian (karakter A) vægtes 1,35×, Epinion (A−) 1,20×, Megafon (B+) 1,10× og Voxmeter (B+) 0,90×. Voxmeter udgiver hyppigt, men med en lidt højere gennemsnitlig fejlmargin, og vægtes dermed lidt lavere.

Hvis et institut bidrager med k målinger inden for det effektive vindue, skaleres hver af dets målingers vægt ned med faktoren 1/√k. Det betyder, at en dublet (k = 2) giver 1/√2 ≈ 71 % af fuld vægt per måling, og ti målinger (k = 10) giver 1/√10 ≈ 32 % per måling — men tilsammen stadig √10 ≈ 3,2 gange mere end en enkelt måling.

Formålet er at forhindre, at Voxmeter — der udgiver ugentligt — dominerer gennemsnittet alene på grund af publiceringsfrekvens. Rabatten afspejler, at gentagne målinger fra samme institut er korrelerede og dermed ikke bidrager med fuldt uafhængig information.

Hvert institut har en systematisk tendens til at over- eller underestimere bestemte partier. Disse huseffekter estimeres via en leave-one-out-metode: for hver måling beregnes et vægtet gennemsnit af de øvrige tre institutter i en ±90-dages periode med 30-dages halveringstid. Huseffekten for et parti er den vægtede gennemsnitlige afvigelse mellem instituttets egne målinger og dette referencesnit.

Inden en måling bidrager til det vægtede gennemsnit, fratrækkes huseffekten fra den rå partiandel. Effekten er dermed centreret ud, og gennemsnittet afspejler et fælles niveau på tværs af institutterne frem for et niveau trukket af metodologiske forskelle.

Selv efter tidsforfald, nøjagtighedsvægtning og redundansrabat kan ét institut i perioder med få målinger komme til at tegne sig for mere end 40 % af den samlede vægt. Som sikkerhedsnet skaleres et sådant instituts samlede vægt ned til præcis 40 %, og den frigjorte vægt fordeles proportionalt blandt de øvrige institutter.

Processen gentages iterativt, indtil ingen institutter overskrider grænsen. I praksis er to iterationer altid tilstrækkelige. Loftet sikrer, at ingen enkelt datakilde alene kan drive prognosen, og giver prognoser, der er mere robuste over for ujævne publiceringsmønstre.

For at beregne sandsynligheder for, at rød eller blå blok opnår flertal, kører modellen 25.000 simulerede valg. I hvert simuleret valg tilføjes to typer tilfældig fejl til de vægtede målinger:

• Systematisk fejl (±1,2 %): påvirker alle partier i samme retning — svarende til en generel overestimering af f.eks. rød blok i alle målinger.
• Individuel fejl (±0,9 %): uafhængig støj for hvert enkelt parti.

Fejlene er normalfordelte (Box-Muller-transform). Stemmeprocenter normaliseres til 100 % efter hvert simuleret valg. Resultatet er en fordeling over mulige valgresultater, hvorfra sandsynligheder og median-mandattal udtrækkes.

Mandater fordeles efter Hamiltons metode (største restmetode), som er den officielle danske metode til fordelingen af de 175 danske kredsmandater og tillægsmandater under ét.

Partier under 2 %-spærregrænsen modtager ingen mandater. Partier, der netop passerer spærregrænsen, er garanteret mindst 4 mandater — som i praksis er det absolutte minimum i det danske valgsystem. Hvis dette minimum medfører, at et andet parti mister ét mandat, fratrækkes det fra det parti, der har flest.

Færøernes og Grønlands 4 faste mandater (2 til hver) indgår separat og er ikke omfattet af spærregrænsen.